Om ISKA
Kort information om baggrunden og visionen for ISKA forskningsprojektet.
Formålet med projektet er at undersøge, om næsespray med sufentanil og ketamin kan forbedre patienttilfredsheden og give hurtigere og mere sikker bedøvelse hos voksne i forbindelse med smertefulde behandlinger i akutafdelingen sammenlignet med den nuværende standardbehandling (fentanyl og midazolam) givet som indsprøjtning.
Hvorfor ISKA?
Hvert år bliver cirka 22.000 patienter behandlet for brud eller ledskred, som kræver smertefuld stabiliserende behandling i akutafdelingerne i Danmark. På trods af behandling med smertestillende og afslappende medicin oplever mange patienter fortsat store smerter og ubehag. Det vil vi gøre bedre!
Smertestillende behandling med næsespray har vist sig lovende de seneste år og bruges aktuelt med god effekt hos børn. Det er en hurtig, effektiv og ikke-invasiv metode til smertelindring sammenlignet med traditionel behandling, der gives som indsprøjtning.
Et af de lægemidler, der kan gives via næsen, er ketamin. Det er et potent smertestillende middel, hvor patienterne ofte forbliver vågne og opmærksomme ved lave doser, men mister erindringen om, hvad der er sket, og oplever dermed ikke ubehag. Det kan kombineres med sufentanil, som også er et stærkt smertestillende middel, der er velegnet til indgift via næsen, og derved undgår vi helt at stikke patienterne.
Hvordan vil ISKA projektet forløbe?
Projektet består af et forberedende observationsstudie, et større lodtrækningsforsøg (ISKA TRIAL) og et substudie. I lodtrækningsforsøget vil patienterne blive fordelt ved lodtrækning i forholdet 1:1 til enten at modtage behandling med næsespray eller standardbehandling givet ved injektioner. Substudiet undersøger de sociale og økonomiske aspekter af de to behandlinger. Projektet vil inkludere voksne patienter, der kommer til behandling på akutafdelingen med brækkede ankler, håndled og skuldre, der er gået af led. Forsøget vil foregå på fem akutafdelinger fordelt på tværs af Danmark i tre forskellige regioner.